Velkommen til Sunde Unger
Sunde Unger har fokus på at ruste vores børn til en hverdag med mange indtryk og stimuli og dermed forebygge uro og symptomer på stress. Materialet fra Sunde Unger er et supplementet til institutioner i en hverdag, der er præget af stress og mangel på hænder.
Danske børn er de mest institutionaliserede børn i verden – altså de børn i verden der tilbringer mest tid i institution.
Samtidigt er det psykiske arbejdsmiljø for danske pædagoger presset. Sygefraværet ligger i den høje ende, og det skyldes ikke kun den konstante eksponering for virus og bakterier. Ca. 25% af sygefraværet skyldes stressrelaterede forhold (BUPL, 2019).
Flere undersøgelser tyder på, at omsorgspersonens (forældre, pædagog mm.) stressniveau påvirker barnets helbred. Altså hvis den voksne er stresset, påvirket det barnet.
Hvorfor skal vi gøre noget ved det?
Kronisk stress har vist sig at have en dybtegående og invaliderende indvirkning på den udviklende hjerne. Studier med børn udsat for voldsomme stressorer (stresspåvirkning) viser en stærk sammenhæng mellem dysregulering af stressresponset og seriøse mentale og sundhedsmæssige effekter i ungdommen og voksenlivet.
Undersøgelser viser, at op mod hvert 5. barn i en børnehave eller skoleklasse er belastet af stress.
Stress er fællesnævner for mange kroniske sygdomme som diabetes, hjerte-kar sygdomme, alzheimers, cancer mm.
Stress vurderes af WHO som en af de største sygdomsbyrder fra 2020 og frem. Stress har store samfundsøkonomiske konsekvenser i form af sygefravær og hospitalsindlæggelser, men ikke mindst store helbredskonsekvenser for den enkelte. Som læge og psykoterapeut møder vi dagligt børn og voksne med udfordringer, der bunder i manglende modstandskraft overfor stresspåvirkninger.
Ifølge Nobelprismodtageren J. Heckmann er den tidlige indsats på børns mentale, sociale og kognitive udvikling en af de bedste samfundsøkonomiske investeringer. Undersøgelser viser, at børns tidlige udviking præger deres sundhed og socioøkonomiske status senere i livet. Det økonomiske udbytte for f.eks. kommunen er allerstørst, når man arbejder med forebyggelse tidligt i livet (f.eks. i børnehavealderen).
Hvordan løser vi det?
Vores online materiale er en let tilgængelig plug and play løsning, der skaber ro og de optimale rammer og forudsætninger for pædagogernes trivsel og børnenes udvikling.
Materialet kan bruges af den erfarne pædagog og af vikaren og kræver ingen forberedelsestid.
For den interesserede er der mulighed for fordybelse i den faglige baggrund bag teknikkerne og foreslag til oplagte samtaleemner.
Materialet lærer børnene at bearbejde stimuli, finde ro, kommunikere hvordan de har det indeni mm.
Alle øvelser er skabt i samspil med vores egne børn, ud fra de behov vi har oplevet som forældre med baggrund i vores faglighed.
Pilotforsøg viser, at øvelserne skaber mere overskud for både børn og ansatte, mere ro på stuen, og færre børn der hænger i gardinerne.
Materialet tilgås på f.eks. iPad eller telefon og skal ses som et hjælpemiddel i pædagogernes hverdag. Materialet bygger på vores faglighed og på evidens. De teknikker, som bruges i materialet, er effektive til at forebygge mobning og give bedre trivsel blandt børn og voksne.
Sunde Unger skaffer ikke flere hænder, men vi kan skabe bedre rammer og betingelser til, at pædagogerne kan udføre deres kerneopgaver f.eks. yde omsorg for den enkelte, skabe god kommunikation og stemning på stuen.
Sunde Unger er stiftet af speciallæge i almen medicin Louise Pil og psykoterapeut og Body sds terapeut Lise Lillesøe.
Lise og Louise har begge arbejdet med stressforebyggelse og stresshåndtering hos børn og voksne gennem en årerække. Sammen har de skabt materialet i Sunde Unger ud fra deres faglighed og erfaring.